Skal man kønsteste sine fugle?

af JØRGEN FRANK RASMUSSEN, Fredsø, Nykøbing Mors

De fleste vil nok sige ja jeg vil sige måske! Efterhånden har jeg vel nok haft fugle i ca. 30 år. Jeg startede som 13 årig, først med undulater og siden nymfeparakitter, zebra finker og forskellige småfugle, som alle var kønsvisende.
I de sidste 20 år har det næsten udelukkende været de sydamerikanske parakitter, der har fanget min interesse. Der er desværre ikke ret mange af sydamerikanerne, hvor der er kønsforskel.
De første år, hvor det ikke var så almindeligt at få kønstestet sine fugle, måtte man finde på andre måder at sætte sine fugle sammen på.

Mine måder at parre ud på

Jeg har en god måde, som jeg stadig benytter, og det er: Køb 3 ungfugle, som helst ikke er i familie med hinanden, og lad dem selv parre sig ud.
De bedste ynglepar jeg har haft, har helt klart været de par, som selv har parret sig ud. For en del år siden købte jeg 3 ungfugle af Weddels Kilehaleparakit. Jeg satte 3 forskellige farvede ringe på dem.
Det første år skete der ikke noget, men året efter begyndte 2 af fuglene at sympatisere og ligeledes begyndte den, som jeg regnede med var hunnen, at jage den "overskydende" fugl. Parret fik de følgende år mange gode kuld unger.

Vellykkede par

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Rødbuget Conure, købte jeg 5 fugle, hvor jeg udvalgte 2 fugle som sympatiserede. Det skulle senere vise sig at være det mest produktive par, jeg har haft. Hvert år fik de mellem 5 og 8 unger i hvert kuld. Jeg kan tydeligt huske det år, de lagde 8 æg i en udhulet træstamme. Alle 8 æg klækkede, og alle 8 unger kom på pind. Alle fuglene var perfekte med en god størrelse.
En anden metode, jeg har brugt, er at jeg lukker en sikker hun eller han sammen med 2 fugle og på den måde kan man være heldig at få et godt par ud af det. Angående conurer har jeg fundet ud af, at man ikke skal lukke flere end 3 fugle sammen. Hvis man alligevel gør det, skal man være hurtig til at fange dem igen, hvis de ikke kan enes, da de ellers kan slå hinanden ihjel.
Jeg har 3 ynglepar af Klippeconurer, det ene par er kønstestet og de 2 andre har jeg parret ud. De 2 par som er sympatipar, kommer hvert år med flere unger end det kønstestede par.
Da jeg for år tilbage arbejdede med forskellige arter af tyknæbsparakitter, havde jeg held med at sætte en lidt ældre hun sammen med en yngre han. Hvorimod det modsatte ikke var sågodt.
På et tidspunkt havde jeg to par Tovi Smalnæbsparakitter. En efterårsdag lå hannen fra det ene par nede i bunden af volieren og var død. Jeg erhvervede 2 voksne fugle hos en opdrætter på Fyn. Allerede næste forår begyndte den gamle hun at jage den ene af tovierne. Jeg indfangede den overskydende fugl og satte den i en anden voliere. Det nye par nåede at få 12 unger de følgende fire år. Det andet par Tovi, som var kønstestet, fik jeg aldrig i gang med at yngle.

Ulempen ved kønstestning

Jeg kan godt se, at køns testning mange gange kan være en fordel, for det kan godt være et økonomisk spørgsmål at købe mere end 2 fugle. Det, som jeg synes kan være ulempen ved at købe et kønstestet par, er, at der ingen garanti er for, at parret sympatiserer. Har man fuglene siddende år efter år, og der ikke kommer æg eller unger, var det måske en god ide at få byttet en af fuglene. Hvis man studerer sine fugles adfærd, hvad jeg for øvrigt synes er spændende, kan man komme langt, og har man derudover tålmodighed, kan man godt få sammensat nogle gode avlspar, -og så sparer man jo pengene til kønstestning.

< Artikler